Min første tekst om Min Fars Juletræer
Da jeg i sin tid lavede hjemmesiden "Min fars juletræer" skrev jeg en tekst for at beskrive det hele. Den har nu fem år på bagen, men den er stadig et meget godt billede på Min fars juletræer. Den kan du læse her:
Min far plantede sit første juletræ samme år som jeg blev født. Han havde hørt det var en god idé. Og så var det vist noget med en skråning og et vandløb der gjorde det umuligt at dyrke korn.
Jeg tror ikke han vidste hvor meget de ville komme til at fylde i hans liv. Og hvor glad han ville blive for dem. Jeg forstår ham godt. Der er ikke noget bedre end den friske luft og de trætte fødder man får med sig hjem efter en dags arbejde nede i plantagen.
Det forstod jeg ikke da jeg var lille. Når min far hev mig og mine tre søstre ned til mudder, mørke og kulde, kunne jeg bande det hele langt væk. Men på et tidspunkt ændrede det sig. Måske fordi jeg flyttede til København og startede på universitetet, så var juletræerne pludselig et tiltrængt afbræk mellem lyskryds og tunge bøger.
Min ven Mikkel har fortalt mig at "man skal huske at se langt - det har øjnene brug for". Det gør jeg i juletræerne.
Min far sagder altid at han smutter ned i "grannerne" når han tager derned. De fleste ville sige juletræerne - det gør jeg også - men ikke ham. Måske er det jysk? Måske er det en gammel vane? Tjah, jeg tror måske at han har tænkt dem mere som grantræer end som juletræer. De kræver hans opmærksomhed hele året rundt og ikke kun i dagene op til jul, som hos de fleste andre.
Folk bliver tit overraskede over hvor meget arbejde det kræver at dyrke juletræer. At der, bortset fra det tidlige forår hvor træerne egentlig bare skal have lov at stå, er noget at lave næsten hele året rundt. Vi går rundt og sætter pinde på toppen af træerne så fugle ikke kan sætte sig og ødelægge de nye skud. Vi klipper træerne til hvis nu de vokser for meget til den ene eller den anden side. Vi klipper de nederste grene af så det er nemmere at fælde træet. Der skal også fjernes ukrudt, plantes nye træer og repareres hegn så rådyrene ikke kommer ind og spiser af træerne. Og det er endda inden vi når til efteråret hvor vi først rigtig får travlt.
Når efterårsvinden begynder at blæse hen over markerne skal træerne mærkes. De træer som er klar til at blive solgt skal have et lille plastikmærke på, så vi ved hvilke der skal fældes, og hvilke der skal have lov at stå et år mere for at blive endnu flottere. Vi sætter forskellige farver på afhængig af hvor flotte de er og hvor store de er. Der er tit 6 forskellige farver. Hvis man kører forbi i starten af efteråret kan man tydeligt se det fra vejen - det ligner et helt karneval for juletræer.
Så skal de fældes. Så ligger træerne der hulter til bulter rundt i plantagen og så er det op til os børn at trække dem ud. Det kan være helt fantastisk når træerne er smalle og solen skinner, og det kan være lidt af et slid når det står ned i stængerne og træerne er flere hoveder højere end en selv. Men vi klarer den, og pludselig ligger alle træerne klar til at blive kørt gennem netmaskinen.
Min far havde en netmaskine som han købte sammen med Hans Henrik, naboen som også har juletræer. Nogle kolde morgener har vi stået og bandet maskinen langt væk fordi den ikke ville som vi ville, men for det meste opfører den sig pænt. Den var meget moderne tilbage i 90'erne da de købte den. Især fordi den havde en gasbrænder som kunne brænde nettet over når træet var kørt igennem maskinen. Når det var alt for koldt i plantagen som barn, elskede jeg at sidde på maskinen og hive i snoren til gasbrænderen. Så fik man varmen i et halv sekund. Og duften blev man afhængig af.
Nu er det lidt anderledes. Tiderne skifter og mere moderne teknikker træder til. Så det er Lars, der kommer ned med sin kæmpemaskine og netter træerne på en noget mere effektiv måde.
Her har I et billede af vores juletræ fra sidste år. Jeg vil enormt gerne se hvordan jeres træer ser ud inde i stuerne. Så send en mail til minfarsjuletraeer(snabel-a)gmail.com med et billede af jeres træ. Det vil jeg glæde mig til at se. Jeg trækker lod om et gratis træ til fem vindere blandt billederne.
Tak fordi I har læst lidt om juletræerne, I skriver selvfølgelig bare til mig hvis I har mere I gerne vil vide.
Mvh Martin